Selvbygget hus med brug af vedvarende energi

 

 

 

Type vedvarende energiinstallation

VE-installationen er et énfamiliehus, som er bygget som selvbyggeri i 1984 fra starten som et energineutralt hus. Det er i høj grad bygget af genbrugsmaterialer. Derfor er det i alle detaljer tænkt energirigtigt og forsynet med mange vedvarende energidetaljer. 

 

Den overordnede filosofi er, at det skal være åbent mod de verdenshjørner, hvor solen kan tilføre bygningen varme indendørs med store vinduer. 

Adresse

Ejeren er John Valeur, og huset ligger på Barupvejen 13, Arnøje, 4660 Store Heddinge.

Tilgængelighed

Det er muligt at se huset udefra og komme ind at se huset indefra ved at kontakte ejeren. Telefonnummeret er: 21901302 og mailadresse: john@valeur.nu

Grundplan: 

Husets grundplan er en sekskant (udtænkt for at få så meget rum på så få kvadratmeter som muligt) med et centralt køkken-alrum og med en krans af mindre rum: 3 soveværelser og et badeværelse, der alle vender mod syd, mens værkstedet vender mod nord og som modtager varme fra kernerummet i huset gennem muren. 

 

Varmekilde: 

100 % vedvarende energi.  Til forskel fra andre lavenergihuse er der ikke nogen mekanisk ventilation i huset. Opvarmningen foregår via brændefyr  og 6 m2 solvarmeanlæg. Brændefyret er knyttet til en lagertank på 2400 liter. Desuden er der en separat tank på 300 liter til en solfanger, der giver alt det varme vand fra 1. april til 1. oktober. Der er i værkstedet et brændefyr, som bruges som supplement i særlig kolde perioder.

Der er fornylig etableret en luft-til-luft varmepumpe. Derudover en 3 kW solcelleanlæg.

Tagbeklædning og ydervægge

Tagbeklædning og ydervægge består udelukkende af hårdt presset Rockwool, der er sat op på et 10 cm støbt letbeton, hvilket har givet et meget velisoleret hus uden kuldebroer. Brugen af Rockwool har desuden sparet på udgifterne til beklædning af ydervægge og tag. På ydersiderne er Rockwoolen behandlet med murcement, der efterfølgende blev finpudset og kalket. Tagkonstruktionen er udviklet af Rockwool og består af en speciel Rockwool-plade  som det yderste lag isolering. Regnvand trænger kun ganske få millimeter ind i taget. Pladerne er ubehandlede, og det har bevirket, at det med tiden er blevet tildækket med mos.

Muldtoilet

Almindelige toiletter bruger omkring 25.000 liter drikkevand om året. Husets toilet er et såkaldt muldtoilet, eller komposttoilet, der opsamler gødning i en stor tank under badeværelset, hvorefter det bliver nedbrudt på samme måde som i en almindelig kompostbunke. Komposttoiletter fjerner ‘det sorte spildevand’ og sparer på vandet. Toilettet bruger ikke vand. En gang om året tømmes det i form af 3 trillebørfuld muld. Det tager ca. 2 timer.

Madlavning: Energien til madlavning er 100 % vedvarende, da der udelukkende bruges eget brændsel i komfuret, som står i køkkenet. Brændslet er 100 % træ fra den 1 ha store økologiske frugtplantage, som står på grunden.

Strøm: Forbrug af strøm fra nettet. Strømforbruget udgør ca. 4000 kwh pr. år svarende til en udgift på størrelse forbruget i et velisoleret énfamiliehus. Strømmen bruges til lys og en varmepumpe (luft til luft).

Materialerne skal medvirke til at holde på varmen. Derfor er der brugt klinker på gulvet, som opsamler dagens varme fra solen.

Drivhus: der er placeret et drivhus op ad syd-vest-muren, som bruges til at dyrke solkrævende grøntsager som tomater, pebre osv.

Værkstedet: Der er en port til værkstedet udefra, så der ikke er varmespild fra opholdsrummene.

Transport: Familien har anskaffet en elbil (Renault Fluence ZE 2012) plus en el-cykel.

Selvbygget hus med brug af vedvarende energi
Barupvejen 13
Store Heddinge 4660
Denmark